”Hvad nu”, spørger redaktøren, ”hvis blogindlægget er mere færdigt end du tror?”
Det er som at få en lille spand vand i ansigtet. Der opstår blandede følelser af forvirring og velkendthed, da han så – med et måske let drillende ansigt – påpeger min defensive indstilling til den tekst jeg har skrevet. Påpeger beskyttelsen. Jeg bliver flov. Smiler som en lille pige. Mine knæ peger ind mod hinanden, og jeg mærker hvordan venstre fods tæer finder højre fods tæer, som for at finde støtte. Storetæerne skiftes til at træde på hinanden, ikke på en nedgørende måde, men måske for at facilitere en slags grounding. Er det dét man mener med udtrykket at krumme tæer?
Det er ikke første gang jeg har tænkt, at noget jeg har produceret, er irrelevant. Eller at det er så langt fra færdigt, at det er meningsløst for andre at tage del i. I dette tilfælde, at det end ikke kvalificerer til at være dét skitseagtige udkast til et blogindlæg, vi er blevet bedt om at sende ind til den skriveworkshop vi netop nu er midt i.
Det er heller ikke første gang nogen udenfor mig selv siger den overbevisning imod.
Jeg ser på de andre. Ser de mig?
Jeg tror jeg rødmer. Jeg fiskede ikke efter anerkendelse. Det er måske dét, der er pinligt. Jeg troede på at de defensive ord, jeg satte ind før teksten, var nødvendige. For at afvæbne skuffelse eller irritation hos læseren. Og så forvirringen. Den peger vel på min ubevidsthed?
Jeg mærker ind. Jeg kan ikke se helt klart. Det er sådan tåget. Men jeg mærker det. Årsagen til min rødmen; at få afsløret ubevidstheden. Hvis ikke helt, så nok til at jeg nu véd at denne (nu lidt mindre ubevidste) beskyttelsesvane dækker over noget af dét, der er allermest sårbart.
Nu er det ude!
IMPROVISATIONER OVER “AT RØDME”
Improvisationer er et kort skitseagtigt format, hvor teksterne bliver til på stedet under et af blogteamets workshops. De er skrevet på et kvarter – ofte som en forlængelse af en guidet meditation – og er efterfølgende kun let redigerede.
Den tekst du læser her, er skrevet over temaet “RØDMEN”.
er antropolog og har skrevet ph.d.-afhandling om livs- og dødsprocesser blandt den shamanistiske befolkningsgruppe tjuktjerne som lever i det østlige Sibirien. Hun forsker i eksistentielle temaer som tilhør og længsel, menneskers relationer til tid, sted og rum, og forholdet mellem indre og ydre relationer. For tiden undersøger hun blandt andet en gruppe færingers forhold til landskabet og havet gennem mundtlige fortællinger.
Hun underviser i nærværstræning, er supervisor og leder læsegrupper på forløbet Indre praksis og arbejdsliv, og har i mange år forbundet akademisk arbejde med en personlig meditationspraksis
Jeanette er en del af Kontemplations daglige liv og praksis.
Hun har et bredt og mangesidigt ansvar i den daglige drift og en samlende rolle på tværs af kurser, retreats og platforme, med fokus på trivsel, samarbejde og kommunikation.
Hun har gennem mange år siddet regelmæssigt i retreat og har været engageret i Kontemplation siden 2015.
