AT KOMME HJEM, PÅSKEN 2027 med Hanneli Ågotsdatter og Martin Guldberg

I påsken inviterer vi til retreat med Hanneli Ågotsdatter og Martin Guldberg.
Her vil vi have fokus på åndedrættet, kroppen og hjertet. At komme hjem til os selv og finde mere fodfæste indadtil, så vi møder vores omverden fra et roligere og klarere sted.
Det handler om bevidstgørelsen af kroppen og åndedrættet. Kroppen er vores indre nærværs fysiske rum, vores indre hjem. Ved at rette opmærksomheden mod kroppen, bevæger vi os med det samme mere hjem i os selv. Ved at mærke åndedrættet, træder vi indenfor døren.
Oplevelsen af at være hjemme i os selv er forskellig fra menneske til menneske. Alligevel viser erfaringen, at vejen derhen går gennem nogle fælles, kollektive døre, der fører ind mod det samme indre sted, uanset hvilken kultur vi kommer fra. Disse døre har med nuet at gøre, med nærvær og med en bevidsthed om krop, åndedræt og følelsessystem.
Vi arbejder med meditative og regenererende åndedrætsøvelser samt afspændende og opladende yoga, og undersøger hvordan vi kan gå indad og udad i livet med en kvalitet af selvomsorg og nænsomhed.
Hanneli og Martin guider os gennem meditationer, kropsscanninger og hvilepraksis. Når vejret tillader det, bevæger vi os også udendørs og inddrager naturen omkring Østerløkke som en del af undervisningsrummet.
Processen støttes yderligere af udvalgte øvelser fra Bob Moores tilgang til energiarbejde.
For at fordybe nærværet og de individuelle processer vil der være flere dage med stilhed, når vi er uden for undervisningen.