Litteratur, kreativitet, selvberoenhed og kontakt mellem mennesker. Niende brev.

af Peter Høeg | | 5. juli 2015

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Mindfulness, empati, kreativitet og litteraturoplevelse for unge på 7. klassetrin.
Otte-ugers forløbet på Nørre Snede skole, ved Peter Høeg.

Intro til det niende nyhedsbrev
Kære venner af Kontemplation.

Som I vil kunne se er dette niende nyhedsbrev mere rapportagtigt, det er et forsøg på at opsummere hovedpunkter fra hele forløbet om unge, litteratur, kreativitet og empati på Nørre Snede skole.

Rent personligt så er det det største samlede undervisningsprojekt jeg har gennemført. Selvom otte-ni uger måske ikke lyder af meget så har der været mange grupper og mange mennesker involveret i dette, de unge, deres lærere, bibliotekarer, en seminarielærer og hans studerende, forskere og forældre, skoleledelsen og kommunens skoleafdeling og selvfølgelig Hanneli der har fotograferet og hjulpet med råd og dåd under hele forløbet.

Hele vejen igennem har jeg følt at jeg skulle skrive denne mere direkte henvendelse til jer, og at jeg skulle bruge pladsen til nogle betragtninger der er mere personlige end det ville være naturligt at fremsætte i de mere officielle nyhedsbreve.

Denne gang vil jeg derfor fortælle jer – hvis det er ok igen at sige noget næsten privat om situationen efter at forløbet på Nørre Snede er afsluttet – at jeg, selvom det har været vellykket, ikke er helt klar over hvorfor jeg skulle gennemføre det.

Jeg nævner dette for at sige lidt om intuition.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Vi er i vores kultur så vant til at vi skal kunne begrunde i hvert fald de vigtige valg i vores liv rationelt at vi ofte står tøvende overfor intuitiv viden.

Intuitioner er blandt andet karakteriseret ved at de ganske vidst kommer indefra, fra ens eget system, men at de samtidigt har noget fremmed over sig, forstået på den måde at man oftest til at begynde med ikke i fuldt omfang kan vide hvad den intuitive meddelelse vil en. Den har oftest en insistens, den kan, hvis den ikke forløses i den ydre verden, blive ved med at vende tilbage, som en drøm der gentager sig.

Kunsten er, tror jeg, at skelne intuitioner fra mere banale impulser som dem der fra det ubevidste melder sig i bevidstheden og reelt er en form for dagdrømme.

De værdifulde intuitioner er dem der med tiden viser sig at være groundede, det vil sige at de udmunder i en eller anden form for vellykket handling i den ydre verden, ofte et eller andet der ikke kun er til gavn for en selv, men også for andre.

I de tilfælde vil man bagefter sige at intuitionen viste sig at rumme en impuls der tilsyneladende kom fra en større del af ens helhed end man normalt har bevidst adgang til. Ligesom drømme kan rumme information der har en mere omfattende visdom end vågenbevidstheden.

For mig var impulsen til at undervise en gruppe unge over nogle måneder en sådan intuition, den kom for et års tid siden og mødte sidste efterår et svar fra den ydre verden, og derefter faldt projektets rammer ret ubesværet på plads.

Så for mig at se var det en groundet intuition.

Som endnu ikke har givet al sin information fra sig.

Dette er, tror jeg, ikke ualmindeligt. Vores intuitive system arbejder ofte med impulser der er så fortættede, Jung kaldte dem ‘symbolske’, de giver ofte først deres samlede information fra sig over lang tid.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Jeg nævner en mere kompliceret intuitiv proces, hvor det tog år at grounde informationen:
Blandt mine nære venner er en familie hvis sønner begge, da de kom i femte klasse, ønskede at skifte skole.

Den skole de gik på var god, så det var vigtigt for forældrene at skille drengenes – og deres egen – intuitive fornemmelse af at skoleskiftet var rigtigt fra det faktum at drengene havde nået et klassetrin og en alder hvor der uundgåeligt begynder at komme de første konflikter der indvarsler ungdoms- og senere voksenlivet, og som altid stiller nye udfordringer både til de unge selv, deres lærere og forældre.

Forældrene valgte i denne situation – hvad der virkede krævende, men klogt – ikke at lade drengene skifte skole med det samme. Med en årvågen og medlevende afventen fulgte de børnenes hverdag, talte med dem om konflikter med kammerater og lærere, mødtes med lærerne og kammeraternes forældre, og prøvede i det hele taget, gennem næsten et år, at sikre sig at drengene ikke bare ved et skoleskift så at sige stak af fra konfliktmønstre der så uvægerligt i nye skikkelser ville dukke op på en ny skole.

At det forholder sig sådan, at vi, hvis vi bare skifter ud, skoler eller partnere eller boliger eller hvad som helst, uden at have undersøgt om denne udskiftning er et forsøg på at undgå at møde naturlige vanskeligheder, vil møde dæmonerne i nye former, det véd den kollektive intelligens vi alle er en del af. Det er den indsigt der ligger i vendingen ‘nissen flytter med’, der netop betyder at så længe vores vanskeligheder er skubbet ned i det ubevidste hvor nisserne bor, så vil de plage os hvor vi end flytter hen.

Efter et år var mange sten vendt, og det var tydeligt at drengene var klar til et skoleskift. Ikke fordi der var noget som helst i vejen med den gamle skole eller med dens lærere eller drengenes kammerater, det var blevet tydeligt, men simpelthen fordi de to børn efter seks intense år var parat til at prøve noget nyt.

Så de skiftede skole, og skiftet blev ret vellykket. Det var lykkedes, efter et år, at grounde intuitionen.

Hvormed jeg gerne vil sige, at spørgsmålet om hvorvidt intuitiv viden er grounded – det vil sige kan realiseres – eller ej, ikke er et spørgsmål alene om intuitionen selv og hvor højt eller dybt et sted den kommer fra, men også om hvad man gør ved den, hvordan man går i dialog med den.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Det kan være der går lang tid før jeg selv til fulde forstår hvorfra den første tilskyndelse til at undervise unge kom, på et tidspunkt hvor jeg har fuldt op at gøre med at undervise voksne.

Men er det ikke også interessant, for os alle, at vi, udover den del af vores liv vi kan forstå og til en vis grad styre, også er del af processer der tilsyneladende udtrykker en kollektiv intelligens der er større end os?

Varme hilsner

Peter Høeg

***

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Niende nyhedsbrev

Dette niende og sidste nyhedsbrev om vores projekt på Nørre Snede skole her over vinteren og ind i foråret 2015 bliver længere og anderledes end de forrige.

Det bliver en opsummering af projektets rammer, dets forløb og af nogle af de måder det peger ind i fremtiden på.

Men først og fremmest bliver det et forsøg på at fastholde det der var det menneskeligt og fagligst vigtige, de mest betydningsfulde erfaringer.

Det bliver selvfølgelig og uundgåeligt subjektivt, det bliver ingen forskningsrapport, det er først og fremmest mine egne indtryk som de står tilbage her, umiddelbart efter afslutningen. Eller rettere: Efter den foreløbige afslutning, for det er helt sikkert at for os der har været direkte involveret i disse måneders undervisning vil der blive en eller anden form for fortsættelse.

At jeg vover at sige det så sikkert skyldes at projektet er gået så langt ud over forventning godt som det er.

Når jeg siger det, så er det ikke alene mine egne indtryk jeg stoler på. Det er også tilbagemeldinger fra jer unge der har været med, fra jeres lærere, fra Nørre Snede skoles ledelse, deltagerne fra VIA, læreruddannelsen i Århus, og forskerne fra Århus Universitet.

Og så er det, lidt længere udefra, de tilkendegivelser der er kommet fra jer der har fulgt forløbet gennem nyhedsbrevene og pressens dækning.

Niels Frid fra Danmarks Radio – der med passioneret interesse og klarhed har stået for den ugentlige dækning af det hele – og jeg har talt løseligt sammen, og er nået frem til at i hvert fald mellem 3 og 400.000 mennesker har fulgt vores lille projekt i gennem pressen eller via nyhedsbrevene.

For et land som Danmark er det mange. Og for et lille og lokalt projekt.

For at det er både lille og lokalt må vi holde fast ved.

Til gengæld er der, tror jeg, bag det vi har foretaget os en holdning som godt kunne fortjene at nå lidt videre omkring. Fordi den ikke er en ny moderetning eller en eller andens fikse ide.

Den bærende tanke bag dette projekt, at venlighed og nærvær gavner læring, uanset af hvad art den læring er, og at denne venlighed og dette nærvær kan trænes som en del af den almindelige klasseundervisning, den holdning kunne nok fortjene større udbredelse.

Må jeg et øjeblik gå tilbage til begyndelsen?

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

For to år siden får jeg den tanke at det kunne være spændende og vigtigt, i hvert fald for mig selv, at undervise en gruppe børn eller unge i et forløb på omkring otte uger.

Hvorfra kommer den tanke?

Den udspringer af mit arbejde med og for foreningen Børns Livskundskab som har udført en efterhånden omfattende indsats i og udenfor den danske offentlighed for at gøre opmærksom på at hvad børn har allermest brug for i denne vanskelige og løfterige historiske epoke er støtte til at udvikle den selvberoenhed og den naturlige venlighed vi alle har anlæg for.

Min deltagelse i dette arbejde har indtil nu mest drejet sig om undervisning af voksne – og af at skrive til og for voksne – , og derfor fik jeg den følelse at det kunne være måske både spændende og relevant at arbejde direkte med de børn og unge for hvis skyld vi har stiftet foreningen.

Så da Martin Lundsgaard-Leth fra biblioteksledelsen i Ikast-Brande kommune i efteråret 2014 spørger og jeg vil være med til et projekt om litteraturformidling i kommunen, så siger jeg ja, med den næsten spooky fornemmelse at dette er som om en drøm man ikke har fortalt til nogen pludselig har mulighed for at blive virkelig.

Derefter bliver der etableret en styregruppe, med Martin der kom med udspillet, med Hans Erik der leder Nørre Snede skole, med Lisbeth Tarp der er kommunens pædagogiske konsulent, med Lisbeth der er børnebibliotekar i kommunen og med mig.

Halvanden måned senere, i slutningen af februar 2015 er vi i gang, og i begyndelsen af maj er projektet lykkeligt afsluttet.

I hvert fald for nu.

Hvad er der foregået på disse cirka to og en halv måned?

5_lille

Projektets kerne er otte dobbeltlektioner med henholdsvis 7. A og 7. B, og et undervisningsforløb med Janne og Camilla, de to klassers dansklærere og mig (disse sessioner er i skrivende stund ikke afsluttet, vi kommer til at mødes både før og efter sommerferien). Udover de i alt 16 dobbeltlektioner har der været et indledende møde mellem de unge og os voksne, løbende møder med pressen, en kort, workshopagtig fremlæggelse på Nørre Skoles åbne kulturaften, og en aften hvor jeg kom på overraskelsesbesøg da klasserne overnattede på Harrild Hede og fortalte gyserhistorier.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Derudover er styringsgruppen mødtes løbende. Og vi kommer til at mødes igen til august, hvor forskerne og jeg kommer tilbage og underviser begge klasser en enkelt dag. For det hjertelige gensyns skyld, og for at se hvordan det er gået med det der er sat i gang.

Projektets styringsgruppe

Projektets styringsgruppe

Så har forskerne og jeg mødtes. Og Janne, Camilla og jeg har været på besøg hos Ikast-Brande kommunes Lederforum for at fortælle om projektet.

Og Hanneli der har taget hundredevis af billeder af det hele og jeg har løbende vendt forløbet.

Da pressens interesse og spredningen af nyhedsbrevene har givet en del genlyd har jeg været rundt og fortælle om projektet, så meget jeg nu har kunnet overkomme.

Og denne interesse betød at jeg har givet 12 interviews og et pressemøde i løbet af de tre måneder.

Der har også været præsentationer for skolens lærerkollegium og for forældrene. Og et afsluttende forældremøde da det hele var overstået.

Foruden de ni nyhedsbreve.

Så selvfølgelig har det været et stort arbejde hvad jeg da også var helt klar over det ville blive, da jeg sagde ja.

Men det har også været meget, meget tilfredsstillende.

Hvorfor?

Jo, først og fremmest fordi de unge, og vi der har undervist dem, har fået et intenst menneskeligt og fagligt udbytte ud af processen:

Til brug for den afsluttende udsendelse i DR om forløbet blev de unge interviewet. De interviews er bevægende, af dem er det tydeligt at i hvert fald dele af det der var meningen med projektet er blevet virkeliggjort.

Hvad er den mening?

Projektet har, som jeg har skrevet om i nyhedsbrevene, stået på tre ben: Det har handlet om gode læseoplevelser, om at kunne og turde formulere sig skriftligt og om selvberoenhed og empati.

Hvordan vi praktisk har grebet undervisningen an vil man kunne slå tilbage og læse om i nyhedsbrevene. Hvis det skal lykkes at konkludere noget er det nødvendigt at vi her holder os til det overordnede.

Først, og for at begejstringen ikke skal løbe af med mig, er her svar på nogle mulige spørgsmål og indvendinger:

Hvordan er forholdet mellem den kontante faglighed, læsning og skrivning og så de mere usædvanlige emner, selvberoenhed og empati? Kan man nå noget fagligt samtidigt med at man arbejder med kontakt og selvstændighed?

Mit svar er at vi har været massivt faglige. Vi har haft en lang, lang række forskellige læseoplevelser, på egen hånd, ved højtlæsning, historiefortælling, genfortælling, de unge imellem og mellem os voksne og dem. Listen af forfattere hvis værker vi er kommet ind på eller har læst er så lang at jeg vil henvise til især det tredje nyhedsbrev, og den liste kan man så roligt gange med tre fordi det brev blev skrevet da vi kun var en tredjedel henne.

Vi har også skrevet kreativt en lang række gange. Og så skal man ikke tage fejl, i en hvis forstand har dette forløb været én lang træning i at formulere sig dybt og præcist i større og mindre grupper, og at lære unge netop det er en af skolens vigtigste opgaver.

Tanken bag denne pædagogik og disse måneder er, som jeg har udtrykt det i nyhedsbrevene, at det er muligt at træne empati og kontakt til sig selv indenfor de helt almindelige og værdifulde skolefags rammer. Hvorved disse fag kan vise sig at have en ny dimension, ligesom vi har anskueliggjort det med litteraturen. Læst som vi har gjort det bliver litteratur – og vel enhver kunstoplevelse – en dør ind til menneskets dybere kerne, og derfra en vej ud mod en meningsfuld kontakt med andre.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Udover alt det andet litteratur og kunst selvfølgelig også er og kan udvirke.

Så vores otte uger plus det løse har været intenst faglige.

Og endnu en mulig indvending: Har dette forløb været afhængigt af min person?

Både ja og nej. Jeg er sikker på at det har været lidt lettere at få pressen til at interessere sig for det her fordi jeg har været involveret. Men her skal vi huske på at hvor dejligt og bekræftende det end er med medierne, så havde vi gennemført projektet også uden dem, og havde, er jeg sikker på, hvad det fundamentale angår, fået det samme udbytte.

Det er også klart at netop denne form for projekt har jeg nogle særlige forudsætninger for, med mange års forfattergerning og meditation og interesse for empati bag mig. Men igen: Den grundlæggende holdning – og kunnen – bag pædagogikken, det vil sige viden om hvordan man underviser unge i det venlige nærværs dobbelte retning, indad og udad, er der jo mange andre end mig der har. Og endnu mange flere der vil kunne få.

Så på den ene side tager jeg gerne en mindre del af æren og ansvaret for at dette er gået så godt som det er. Og så skynder jeg mig at pege videre på andre – for eksempel indenfor foreningen Børns Livskundskab eller blandt vores samarbejdspartnere, ikke mindst på læreruddannelsen i Århus, som andre steder arbejder indenfor den samme grundholdning.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Nu kommer der så en byge af mulige spørgsmål og indvendinger: Kan de unge med sig videre i livet tage større dele af hvad de har lært og udviklet på disse otte uger, eller sagt anderledes, er otte uger nok til at gøre en virkelig forskel?

Og kan man vide hvad det er der virker, de unge er jo blevet udsat for haglbyger af øvelser og meningsudvekslinger og litteratureksempler og skriveøvelser, kan man vide hvad af alt dette der har virket og hvordan?

Og er det ikke en komplet urealistisk situation vi har haft på Nørre Snede skole, ved hver eneste session med de unge har der været fra fire til otte andre voksne, bibliotekarer og klassens lærere og Søren Fanø og Anja fra VIA og Anne og Mette fra Århus universitet, som alle er gået totalt og uforbeholdent ind i undervisningen med al deres overskud og nærvær, hvad der reelt betyder at jeg har haft fra fire til otte hjælpelærere i forhold til de tyve-femogtyve unge der er i hver klasse, giver det ikke et fortegnet billede, er det ikke sådan at med så mange fine voksne ind over vil et projekt lykkes uanset dets indhold?

Og har pressens bevågenhed ikke skabt en hvirvel i hvilken alle involverede har haft søndagstøjet på, og det hele derfor fået forærende energi udefra, lidt som en teaterforestilling?

Til alt dette kan jeg kun sige at jo, alle disse indvendinger er relevante og udgør atypiske faktorer der gør det sværere at argumentere for at netop denne måde at arbejde på også vil virke et andet sted.

Og så vil jeg bare sige: Jeg er sikker på at denne pædagogik har noget bag sig der er vigtigere og dybere end denne situation, også, hvis man undskylder jeg siger det, vigtigere og dybere end os der har gennemført dette. Selve drejningen af opmærksomheden, ikke væk fra den faglige præstation, men samtidigt ind mod den enkelte unges eller det enkelte barns egen kerne og dybere væsen som det sted hvorfra menneskelig kontakt og dybere læring bedst finder sted, den drejning er meget vigtig.

Historisk har den ikke kunnet lade sig gøre før nu, det er jeg sikker på. Det er afviklingen af den autoritære pædagogik, af den blinde lydighed og automatiske angst for voksne der har visket tavlen ren, så man for første gang – for første gang i historien rent ud sagt – kan spørge: Hvad skal der til for at mennesker har virkelig meningsfuld kontakt med hinanden, og med det de er ved at lære? Og hvordan træner man bedst denne kontakt og denne læring?

Nu har vi ridset forhistorien op, ridset forløbet op, tilladt os en vis tilbageholdt begejstring over at det er gået godt, og jeg mener at have peget på nogle af usikkerhederne og nogle af de mulige indvendinger.

Hvad står så tilbage som de vigtigste erfaringer?

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Lad mig begynde med kroppen.

Fordi den er konkret, den er til at tage og føle på, det er i den vi mange gange har taget afsæt i de forløbne måneder.

Vi bliver simpelthen nødt til at indrømme hvad vi alle sammen godt véd: Vi giver ikke vores egen krop – og vores børns og unges kroppe – nok opmærksomhed og varme.

I løbet af dette forløb har vi arbejdet med kropsbevidsthed på to måder, der altid har hængt sammen:

Vi har igen og igen aktiveret kroppen, ved lege, ved korte, idrætsagtige øvelser (vi har endda nogle gange spillet en slags stikbold i det biologilokale undervisningen har fundet sted i, ikke noget jeg generelt vil anbefale, boldspil hører til udendørs eller i dertil indrettede haller, men alligevel var det sjovt, for de par ganges skyld…), ved kropsscanninger og ved simpelthen at huske hinanden på at mærke kroppen og åndedrættet.

Derved aktiveres kroppen på forskellige måder, og til denne aktiverede krop har vi ført bevidstheden, har vi trænet i at huske på kroppen slet og ret.

Jeg har altid ment at kroppen fylder for lidt i den danske kultur og det danske skolesy-stem. Alligevel er jeg blevet overrasket over hvor meget det betyder for læringsmiljøet og de unges velbefindende at man giver den plads som vi har gjort.

Det kan siges helt enkelt: Ved at bryde almindelig stillesiddende undervisning af – eksempelvis hver halve time – for at lave bare nogle minutters fysisk aktivitet opnår man et helt og fuldstændigt anderledes opmærksomhedsniveau i klassen.

Tilføjer man ydermere bevidsthedsaspektet, ved at opfordre de unge til at mærke forskellen på deres egen stemning, deres psykofysiske helhed, før og efter den fysiske aktivitet, så får man en længere virkning og på sigt en øget kropsbevidsthed. En række af de unge jeg har trænet, som ved forløbets begyndelse sagde at de kun mærkede deres krop når den er skadet, tilkendegav ved forløbets slutning at de nu flere gange om dagen er opmærksomme på deres egen fysik.

Dette, altså vigtigheden af at indlægge fysisk aktivitet og bevidsthedstræning, eventuelt ganske kort, i den almindelige undervisning, det er måske den mest konkrete erfaring jeg har med mig videre frem.

Så er der hjertets betydning.

Omkring det fysiske hjerte reflekteres de empatisk følelser, så når vi taler om hjertefølelsernes betydning taler vi om hele spektret af menneskelig kontakt – og kontakt til alt andet, til den personlige kreativitet, til kunst, til naturen, til dyr og planter.

Helt kort vil jeg bare sige følgende: De unge på Nørre Snede skole har taget det med hjertet til sig.

Ikke lige med det samme, at tale om hjertefølelser, at bevidstgøre venlighed, er uvant for dansk kultur og for folkeskolen. Men det kan lade sig gøre, med tålmodighed og respekt. Ved igen og igen at etablere dialogøvelser og gøre eleverne opmærksom på hvor meget det betyder at man er en god lytter, hvor vigtigt det er at man bliver rummet af den lyttendes hjerte og be-vidsthed. Ved at pege på hvor stor en betydning hjertefølelser har ikke alene i litteraturen, men også hos læseren, det er i høj grad med det åbne hjerte at vi oplever kunst.

Sammenhængen mellem kroppen og hjertet er også blevet tydeligere for os alle gennem disse måneder. Det er sådan at man kan nu engang ikke spænde dybere af fysisk end man kan spænde hjerteområdets følelsesregister af. Og omvendt, man kan ikke åbne hjertet empatisk mod andre hvis kroppen er lukket og anspændt.

Og man kan ikke lære noget hvis kroppen og hjertet er vendt bort. For nu at bruge et ord jeg ellers er forsigtigt med så kan man ikke fagligt, indlæringsmæssigt, præstere noget af betydning hvis man ikke har hjerte og krop med. Det var det Grundtvig mente med

‘Den har aldrig levet
som klog på det er blevet
han først ej havde kær.’

Dette leder direkte videre til spørgsmålet om tillid.

For at et projekt som dette skal lykkes skal der opbygges en tillidsrelation mellem de unge og underviserne.

Denne tillid har i hvert fald to sider som ligger ganske tæt ved hinanden.

Den voksne skal til en eller anden grad være det han eller hun underviser i.

Empati, venlighed, nærvær, kreativitet og læseglæde er ikke først og fremmest sagforhold der kan formidles som ren, mental information. De er relationer mellem mennesker.

Dette véd børn og unge instinktivt. De skanner en voksen der står foran dem for første gang, de mærker efter det følelsesmæssige spændingsniveau og efter sammenhængen mellem det sagte og personens udstråling. Og er der afvigelse, siger den voksne ét og udstråler noget andet, så er de på vagt.

Derfor har vi i Børns Livskundskab igen og igen understreget betydningen af mangeårig personlig træning hvis man vil undervise i nærvær og empati.

Ligesom man i den seriøse mindfulness-træning – især den der kommer fra den amerikanske stressforsker Jon Kabat-Zinn – understreger betydningen af instruktørens egen langvarige daglige træning.

Jeg er sikker på at en lærer – også med et ret kort træningsforløb bag sig, som for eksempel otte uger af den type vi nu har afsluttet – vil kunne bringe elementer af empati- og nærværstræning ind i sine klasser. Det er jo det der er hele idéen, at man ikke skal være verdensmester i det her for at virkeliggøre det i sin hverdag.

Men det er også sandt at jo mere træning man har bag sig, og jo længere man er kommet hen i mod dagligt at integrere træningen i sin egen hverdag, des større er chancen for at man når de unge.

Måske kan jeg sige det på den måde at det man formidler til de unge simpelthen er summen af ens egen erfaring. Og erfaring kommer af træning.

Dette handler altså om den tillid man direkte, her og nu, kan vække ved sin baggrund og sit væsen.

Den tillid var jeg opmærksom på nødvendigheden af fra begyndelsen.

Så er der en anden, dybere, langsommere tillid som jeg først har opdaget i løbet af disse måneder.

Den har jeg omtalt i nyhedsbrevene. I det omfang det nu kan lade sig gøre at omtale den. For den er sværere at fange med ord.

Jeg tror den har noget at gøre med at det her med venlighed og selvberoenhed er så uvant for kulturen. Så snart man begynder at åbne dørene ind mod disse afgørende vigtige faktorer så handler man usædvanligt. Det er fremmedartet at mærke kroppen på denne måde. Fremmedartet at mærke litteraturen sådan, mere sansende og mindre analytisk. Fremmedartet at skulle sætte ord på dybere dele af sit eget hjerte overfor kammerater.

Gør man det, er det som om man bevæger sig mod en kollektiv strøm, den strøm der hele tiden fører os alle udad, mod performance.

Det kræver en dybere tillid at gå mod den kollektive strøm. Dybere tillid til sig selv, til sine kammerater og til instruktøren eller læreren. Sandsynligvis er det noget med at man skal be-gynde at mærke at det går an, at det faktisk virker, at det kan være spændende at åbne døre der hidtil har været lukket.

Denne dybere tillid indfandt sig i dette forløb et sted mellem tredje og fjerde session, og helt ærlig var der lige netop i det vadested tidspunkter hvor jeg var usikker på om vi ville komme i havn.

Den usikkerhed er jeg i dag taknemmelig for. Den tror jeg ikke man kommer udenom hvis man vil undervise i emner som disse. Og den giver en ydmyghed, den siger noget om de udfordringer vi er oppe imod hvis vi skal gå ud og sige at venlighed og nærvær er langt de bedste betingelser, ja måske uundværlige forudsætninger, for enhver læring.

Siger vi det kommer vi op mod en kollektiv modstand, ja mod en form for dybt indgroet vane. Som man ikke kan springe over, lige gyldig hvor erfaren en underviser eller hvor fin en gruppe unge man har med at gøre.

Kun tid og tålmodighed og en vis risikovillighed kan, tror jeg, etablere denne dybere tillid.

Den erfaring vil jeg prøve at tage med mig videre frem. Som en påmindelse om at alle dybere forandringer kommer op mod kollektive vaner som skal behandles med respekt og tålmodighed.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Kreativitet har været et af projektets tre ben.

Jeg vil ikke liste alle de kreative øvelser vi har arbejdet med, en række af dem findes omtalt i nyhedsbrevene. Men jeg vil nævne at vi har arbejdet med fysisk kreativitet, med hjertemæssig, mundtlig, skriftlig og gestikuel kreativitet.

Hvorfor nu det?

Af fire grunde: For det første fordi oplevelsen af at være gennemstrømmet af et kreativt flow, af at kunne få idéer, simpelthen er befriende, ja undertiden ekstatisk.

Det er også en menneskelig og faglig nødvendighed at kunne være kreativ. Hver dag, ja hver time på dagen, opstår der rundt om os situationer vi ikke havde forudset og som kalder på en relevant handling af en slags vi aldrig før har udført.

Verden omkring os og inde i os er i sin natur omskiftelig og kræver en smidig kreativitet af den der vil leve i den. Ledelsesforskeren Steen Hildebrandt, der er en af stifterne af Børns Livskundskab, understreger igen og igen i sit forfatterskab det fremtidige globale samfunds behov for kreative børn og unge, for ham er kreativitet og empati to af de allervigtigste egenskaber hos fremtidens ledere.

Kreativitet, den opfindsomhed som vil alle har anlæg for, er også en læringskanal. Har man selv prøvet at digte en godnathistorie til et mindre barn (som vi gjorde i forløbet på Nørre Snede skole) så har man taget et skridt mod at lære sig noget vigtigt om fortællingens og litteraturens væsen.

Så kreativitet er også en måde at lære på, at lære hvad som helst på, det er en tilgang til selve læreprocessen.

Disse tre grunde til at arbejde kreativt, 1) for kreativitetens egen skyld, 2) fordi det er fagligt og menneskeligt vigtigt at træne sin opfindsomhed, og 3) fordi hittepåsomheden er en form for læring in its own right. var jeg opmærksom på inden dette forløb begyndte, ja de tre grunde har i mange år ligget bag min egen formidling.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

En fjerde effekt af en kreativ tilgang til fag og til menneskelig kontakt kom til syne i vores projekt hen over ugerne og månederne: Lægger man opfindsomhed og legende, uambitiøs udforskning af muligheder til grund for sin undervisning så har man mulighed for at nå det hele menneske.

Hvad mener jeg med det?

Altså, vi bliver igen nødt til at sige det råt, som det er: Hvor fremragende den danske folkeskole end er, og den er megagod, så appellerer dens form kun til en ret begrænset del af de samlede menneskelige muligheder. Tænker vi på Gardners fine bog om de mange intelligenser så må vi se i øjnene at det samlede danske skolesystem hovedsagligt bevæger sig ad et mentalt, intellektuelt, sprogligt rationelt spor.

Det er et fantastisk godt og uundværligt spor. Men det er for smalt.
Vil man forberede de unge på fremtiden – som det er umuligt at sige noget om med sikkerhed, men som med sikkerhed bliver udfordrende og ekstremt omskiftelig – så skal der mere til end intellektuelle og sproglige færdigheder.

Det ny kommer nemlig aldrig fra sproget og fra tankerne. Man kan ikke tænke eller tale sig til fornyelse. Det nye kommer ind gennem sprog og tanker, men det udspringer fra et sted bag eller over det sproglige niveau.

Det ny i videnskab og kunst – og det ny i vores helt almindelige hverdag – kommer i høj grad fra kroppen, fra hjertet og fra de delvist ukendte og ikke-kortlagte dele af os selv der føder drømme og intuitioner.

Ved at lægge en kreativ vinkel på undervisning – og det kan man, vil jeg mene, gøre inden for et hvilket som helst fag, mine store døtre havde en yderst kreativ matematiklærer i folkeskolen, halvdelen af hans undervisning foregik ude i naturen – så har man mulighed for at fremelske talenter hos de unge som ellers ikke uden videre kommer i spil.

Det er punktvist lykkedes i dette projekt, at et ungt menneske pludselig i en eller anden kreativ øvelse blomstrer op og åbenbarer et talent den pågældende knapt nok selv vidste var der.

Denne fjerde gevinst ved en kreativ tilgang, at man kan få held til nå børn og unge på uventede måder og se dem blomstre uventet op, det er hvad jeg mener med at nå eller tale til det hele menneske i barnet eller den unge.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Hvad med litteraturen?

Hvis jeg kort skal opsummere vores erfaringer i en række enkle punkter:

– Det forstærker læseoplevelser hvis man kombinerer læsningen med enkle fysiske afspændingsøvelser.

– Det forstærker læseoplevelser hvis man fortæller de unge at de lige nu og her ikke behøver komplet at forstå den litteratur de læser eller får læst højt. Forståelse og analyse er værdifulde færdigheder, men de er ikke de eneste. Og for oplevelse af kunst kan de, hvis de bliver håndfaste krav, undertiden stå i vejen. Litteratur skal også opleves med kroppen og hjertet.

– Det forstærker læseoplevelser hvis man giver dem mange forskellige former. En fantastisk session havde vi da vi lod de unge lave en parvis kropsscanning, det vil den ene guider den anden, der ligger ned, gennem en afslapningsøvelse, hvorefter guiden læser en tekst højt for den afspændte. Rummet blev ved denne lejlighed magisk, kontakten mellem de unge, via afslapningen og den litterære tekst var så intens at jeg knapt kunne få mig selv til at afbryde øvelsen.

– Grundtvig havde ret: Den mundtlige fortælling kan noget særligt. De unge i vores projekt elskede at få fortalt en historie. Det samme gælder voksne. Som for manges vedkommende ikke har fået fortalt eller læst højt siden de som små blev lagt til at sove. Så det helt enkle, at få læst højt eller fortalt, er meget dybt. Og kombinerer man denne basale erfaring med en nænsom instruktion i nærvær og venlighed, så går det læste dybere ind.

– Det forstærker læseoplevelsen hvis man lader mennesker udveksle om oplevelsen efter endt læsning. De behøver ikke at have læst den samme tekst, mundtlig genfortælling kan være en intens kontaktform. Man skal bare huske vigtigheden af at de unge bliver peget ind mod deres egen kerne, bliver gjort opmærksomme på hvad det vil sige at mærke sin egen helhed.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Og hvad vil det sige at mærke sin egen helhed?

Hvis vi skal sammenfatte den pædagogiske kerne i dette forløb så kunne det lyde på denne måde: Menneskelivet handler om at nå frem til dybe og meningsfulde møder mellem mennesker og mellem mennesker og verden i det hele taget. Dybe og meningsfulde møder har man de bedste muligheder for at nå hvis man véd at man ikke kan møde nogen eller noget dybere end man har mødt sig selv. At møde sig selv træner man ved såkaldte indre øvelser som der findes tusinder af og hvoraf vi i forløbet har brugt snesevis. Hvor idéen er at meningen med at arbejde på at mærke sig selv dybere er fra dette stadig dybere sted i sig selv at gå ud mod andre.

Jo mere hel man er som menneske, des mere hel bliver ens kontakt med verden. At være hel er helt enkelt at mærke de grundlæggende områder af en selv, kroppen, åndedrættet, følelseslivet, specielt de empatiske hjertefølelser, og bevidstheden.

Så enkelt er det faktisk.

Og så mangfoldigt som de to-tre måneder i 7. A og 7. B på Nørre Snede skole bliver denne enkelthed når 50 unge og en lille gruppe voksne folder den ud.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Hvad med fremtiden?

Den talte vi om på Ikast-Brande kommunes Lederforum.

Jeg foreslog dér to mulige synsvinkler:

Den ene er at dette projekt er en helhed i sig selv. Skulle den helhed ikke få nogen direkte fortsættelse så har den alligevel været dybt meningsfuld, alle vi der har været involverede vil på den ene eller anden måde tage noget væsentligt med os fra vores tid sammen.

Den synsvinkel er vigtig. Vi har ofte så travlt med planer og projekter at vi glemmer nuet. Det nu som månederne på Nørre Snede skole drejede sig om. Det er vigtigt at kunne sige at uanset hvordan det går videre frem, så var det her værdifuldt som det var.

Men der er selvfølgelig også mere vidtgående muligheder.

Det blev på Lederforum nævnt at man kunne etablere en uddannelse, som et pilotprojekt.

Måske kunne kommunen tage ansvaret for en sådan spændende fornyelse, at udbyde uddannelser er noget kommuner véd rigtig meget om.

Jeg skønner at skulle man klæde lærere og pædagoger forsvarligt på til at bringe empati, kreativ faglighed og nærvær ind i unges og børns hverdag, så skulle man nok give dem omkring 130 timers undervisning. Fordelt på ni hele dages træning hen over to tre måneder efterfulgt af otte hele dages fortsat undervisning og supervision (hvor meningen er at deltagerne efter de ni gange over to – tre måneder selv går i gang med at afprøve stoffet) hen over det følgende halve år.

Det skulle være en forpligtende uddannelse, forstået på den måde at deltagerne forplig-tede sig på en daglig træning – altså en form for hjemmearbejde – mellem de ugentlige møder.

Om et sådant projekt kan lade sig gøre her og nu véd jeg ikke. Men det ville være meget meget spændende hvis det kunne.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Til allersidst: De unge i 7. A og 7. B er hele dette forløbs hovedpersoner. Hvad har de fået ud af de nogle og tyve timers træning og undervisning (det bliver til mere hvis man medregner de to lærere, Jannes og Camillas, inspirerede iværksættelse i deres timer af nogle af de ting vi har lavet sammen)?

Selv siger de unge – i de interviews der blev givet til DR – nogle meget smukke ting: At forløbet har forbedret klimaet i klassen. Nogle siger endda at det er dybtgående ændret. At de mærker deres krop bedre. At de er blevet opmærksomme på hjertets betydning. At de har nydt læseoplevelserne og fortællingerne. At de mener at alle skoleelever skulle have mulighed for et sådant forløb.

Vi har også fået nogle reaktioner udefra. Fra mennesker der har set projektets begyndelse, derefter været væk, og så er kommet tilbage.

De siger at der er en klar forskel på gruppen af unge før og efter forløbet. At den mest iøjnefaldende af de forskelle er at de har fået åbnet veje eller kanaler ind mod dybere dele af dem selv.

Netop dette er for mig måske det allervigtigste udbytte af alt dette: Jeg oplever at når de unge nu bliver bedt om at mærke deres egen kerne så forstår de instruktionen. De er begyndt at mærke vejen ind mod det og den de dybest set er, ind mod deres egen essens.

Kan de bevare denne retningssans? Det véd vi mere om til august, når vi mødes med dem igen.

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning. Foto: Henrik Saxgren

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning.
Foto: Henrik Saxgren

Til sidst: Tak til jer unge. Jeg vil helt ærlig sige at jeg er glad for at jeg bor i Nørre Snede og hele tiden støder på jer. Forleden gik Hanneli og jeg forbi jer i parkanlægget ved siden af kirkegården, I var ved at spille rundbold, og da I et øjeblik standsede op og vinkede og råbte til os gav vores hjerter et hop.

Tak til Mette, Anne, Anja og Søren. Tak til Janne og Camilla. Til Hanneli. Til Hans Erik, Lisbeth, Kim, Lisbeth Tarp og Martin. Og til Birte på kontoret. At arbejde med jer har været at deltage i et dream team.

Tak til Ikast-Brande kommune, biblioteksvæsen og til Nørre Snede skole for den gene-røsitet der skal til for at et sådant projekt skal kunne lade sig gøre. Tak til forlaget Rosinante og Co for bøger.

Tak til DR, til TVMidtvest, til Bladet Folkeskolen og til vores egne aviser for jeres støtte og professionalisme.

Og til jer der har haft tålmodighed og stamina til at følge med i denne Nørre Snede odyssé: Tusind tak. Vi der har deltaget har alle mærket opbakningen udefra. Den har været afgørende.