En vej til ro · Ānāpānasati Sutta · Første trin

I denne lille sekvens på fem øvelser tager Martin udgangspunkt i en berømt og elsket 2000 år gammel tekst fra den buddhistiske kanon, nemlig Ānāpānasati Sutta. En tidløs og krystalklar vejledning i, ved bevidstgørelse af åndedrættet og dets forbindelse med kroppen, at bevæge sig mod kropslig og psykisk ro.

Ānāpānasati Sutta er sanskrit og betyder ordret ‘åndedræt-nærværs-instruktion’. Man kan spørge hvorfor vi her vælger at tage udgangspunkt i en tekst som er 2000 år gammel. Til det er der flere ting at sige: For det første fordi teksten er så klar og præcis. Der er noget fascinerende ved at mennesker for så længe siden har formuleret praksis på en måde som den dag i dag på en måde ikke kan siges bedre. Og ikke alene er det fascinerende. Det minder os også om at det vi i øvelser som disse giver omsorg, det vi kultiverer, sandsynligvis ikke er bundet til en bestemt tid og en bestemt kultur. Snarere retter denne træning sig mod fundamentale menneskelige muligheder: Vores medfødte talent for at være bevidste, for at mærke vejrtrækningen, for at sanse kroppen med vågenhed og nysgerrighed. Og så er Ānāpānasati Sutta en berømt tekst. I hvilken der beskrives 16 trin i fordybelsen af nærværet – hvoraf vi her koncentrerer os om de første trin.

Nærværstræning er i udgangspunktet let både at beskrive og forstå. I praksis er det dog også let at blive distraheret og gå ad vildveje. Her kan så en trinvis beskrivelse hjælpe med til, at man bedre kan orientere sig i, hvad der er kaldet på i fordybelsen af nærværet.

Første trin: FOKUS OG DISTRAKTION

Det første trin i nærværstræning er i næsten alle graduelle beskrivelser øvelsen i at samle opmærksomheden. Typisk er den almindelige, dagligdagsopmærksomhed adspredt. Den hopper fra tanke til tanke eller fra tanke til følelse til kropsfornemmelse. Eller den springer mellem fortid, fremtid og et kommentarspor til her og nu. Derfor trænes først evnen til at holde et fokus. I forhold til åndedrættet betyder det slet og ret, at den praktiserende forsøger at være bevidst om indåndingen, når der åndes ind. På samme måde trænes nærvær med udåndingen, når der åndes ud. Hver gang man opdager, at man har sluppet fokus på henholdsvis indånding og udånding, genetablerer man dette fokus. Når man er i stand til at holde fokus i længere tid uden distraktion (måske cirka to minutter), kan man gå videre til næste trin.