YOGA FOR GENOPLADNING
lydfil · 37 min

Er der dage, hvor energien føles lavere end normalt, eller hvor kroppen kalder på lidt mere plads og restitution?
Her kan det være meningsfuldt at give sig selv tid til en lidt længere praksisperiode, hvor yoga og kropsskanning inviterer til at vende opmærksomheden indad og møde kroppen med venlighed.
Sekvensen kan bruges når som helst på dagen og fungerer særligt fint som et rituelt skift og overgang mellem arbejdsdagen eller dagens gøremål og aftenen derhjemme. Den kan også bruges som en afrunding før sengetid.
Hanneli guider cirka 22 minutters yoga og afslutter med 15 minutters kropsskanning.
Hun har valgt overskriften ‘Genopladning’.
Den peger på en ofte overset ressource vi alle har mulighed for at kontakte: Når vi som i yoga fører bevidsthed om vejrtrækningen og kroppen sammen i en selvomsorgsfuld instilling, er det som om en naturlig energistrøm kan komme til at flyde gennem os. Og genoplade de indre batterier.
En effekt der måske kan opleves endnu tydeligere hvor denne guidning går over i en kropsskanning.
I skanningen er det jo en pointe at vi absolut intet foretager os – at vi hengiver os helt til den vågne pause.
I denne form for bevidst uvirksomhed, kan den naturlige opladning være særlig mærkbar.
Du har brug for et underlag, du kan ligge nogenlunde fast og komfortabelt på – for eksempel en yogamåtte, et tæppe eller et liggeunderlag. Til kropsskanningen kan det være godt at have en pude og et tæppe ved hånden, så kroppen kan støttes mod slutningen af guidningen.
Denne guidning er optaget live på Sol15, på supervisionsforløbet Indre praksis og arbejdsliv.
Foto: Martin Guldberg
Layout: Mikkel Strandbygaard