Haiku er en japansk, kort digtform.
Som går langt tilbage – og som er tæt forbundet med zenbuddhismen.

Et haikudigt består oftest af tre linjer og rummer oftest en henvisning til noget konkret i omverdenen – meget ofte en naturiagttagelse.
Digtet grundlæggende idé er at når vi bevidst udtrykker noget sammenfattende, har vi umiddelbart efter udtrykket en mulighed for at give slip og spænde af. Ind i en følelse af at skabt et lille, uprætentiøst kreativt udtryk som har peget på nuet. På det nu vi derfra kan træde ordløst ind i.

I denne lille kreative meditation beskriver Peter hvordan vi har mulighed for, når som helst, i os selv, stille, upåfaldende, uprætentiøst at formulere tre korte sætninger om den ydre og indre virkelighed vi står i lige nu:

“Det uprætentiøse er vigtigt. Det drejer sig om at slippe alle krav til os selv, alle ønsker om at performe, for at kunne undersøge hvordan det føles lige nu at udtrykke nuet i tre korte sætninger:

At skrive denne tekst til dig
Mine fingres blide slag mod tastaturet lyder
som regndråber der bliver til ord

Eller:

Denne morgens grålige lys
har en indtrængende blidhed
Vil verden sige mig noget?

Disse to haiku er skrevet uden omtanke, uden pres, uden at skulle eller ville noget. Det vigtige er at udforme dem, at improvisere dem, uden forberedelse, uden bagtanke, ja næsten uden omtanke. Bare inde i mig selv (selv om jeg her skrev dem ned for at forsøge at vise dig hvad jeg mener).
For så så snart digtet er skrevet, at spænde af, at slippe ordene og lytte indad mod det sted der mærkede og udtrykte nuet.
Vil du give det et forsøg?
Jeg ønsker dig held og lykke.”