At leve er også at fortælle historier. Ikke mindst om os selv.
Om hvor vi kommer fra, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen.
Disse uophørlige fortællinger er nødvendige, ofte vidunderlige, men også undertiden mørke og tvangsprægede.
Og i længden bliver de anstrengende – hvis vi ikke samtidigt øver os i, måske bare i øjeblikke eller korte stræk, at slippe dem og mærke ind mod det nu som ikke er svøbt i ord.

I denne meditation bevæger vi os ind mod det ordløse nu ved gradvist at slippe vores tolkninger. For til sidst måske at få et glimt af, eller at ane, at også bevidstheden kan være uden narrativer.

I denne tilstand af mindfulness eller, som den også kaldes, dyb neutral iagttagelse, er der meget lidt vi kan gøre.
Og dog er én fortælling tilbage: Historien om os selv, en følelse af at jeg – eller nogen – sidder her og mediterer.

At slippe denne sidste identitetskontraktion, kræver hjælp, kræver det som kaldes nåde.
Det er denne nåde man beder om når man beder. Om at blive bønhørt.
I denne guidning bevæger vi os ind mod det sted hvor dette behov for hjælp kan mærkes og har mulighed for at blive til den henvendthed mod noget større eller højere.
Hvor man, som Peter siger i instruktionen, til sidst ikke beder om noget eller til nogen – men måske nærmer sig et sted hvor til sidst bare bønnen selv er tilbage.