HELHED Fem dages retreat ved Vesterhavet med Jeanette Lykkegård og Britta Karlshøj

Dette retreat på strandgården Øster Løkke ved Vesterhavet er en invitation til midlertidig tilbagetrækning fra hverdagen og rummer mulighed for en fordybet nærværspraksis – som en vej til kontakt med os selv og til helhed i vores liv.
Vi vil i løbet af disse fem dage give god plads til meditativ praksis, blød bevægelse, hvile og afspænding – med støtte fra den enestående natur omkring Øster Løkke. Vi inviterer til at komme ned i kroppen og åbne sanserne til omgivelserne, maden og kroppens signaler. Der vil være længere stræk af stilhed for netop at støtte op om disse aspekter.
Vi vil i løbet af dagene inddrage nattens drømme og arbejde med, hvordan vi kan øge kontakten til det, der er vigtigt for os i vores liv lige nu.
Formiddagene vil rumme guidede siddende meditationer, kropsskanning, blid yoga eller anden bevægelse. Ligesom vi vil udforske de muligheder, der ligger i meditative vandringer i naturen omkring Øster Løkke, i klitterne og på stranden, hvor den ydre natur – her blandt andet Vestkystens og havets vidder og særlige lys – kan vække, stimulere og støtte op omkring bevidstgørelse af den indre natur.
Eftermiddagene vil rumme et mere kreativt stræk med bevægelse, meditation, relationelle øvelser og drømmearbejde.
Også hér vil vi – så vidt vejret tillader det – inddrage landskabet omkring os.
Vi vil supplere den vestlige forståelse af drømme, som findes eksempelvis hos Jung, Ole Vedfelt, Jes Bertelsen og Bob Moore, med den dybe og særlige tilgang, der kan findes nogle steder i den høje shamanisme.
Kurset er åbent for alle. Det er ikke en forudsætning, at man har erfaring med meditation og drømmearbejde for at deltage.