KREATIVITET OG VEJRTRÆKNINGEN

Meditation og kreativitet med

lydfil · 33 min

ian-dooley-unsplash

Selve ordet ‘kreativitet’ stammer fra en forelæsning som filosoffen og matematikeren Alfred North Whitehead gav i 1927. Whitehead var selv ekstremt kreativ og var den første der pegede på at det ofte, både i kreative forløb og i kontakt mellem mennesker, er processerne, altså det man gør mere end det man når frem til, der er det vigtigste.

Kreativitet er, ligesom meditation, først og fremmest netop noget man gør. Noget man kaster sig ud i. Noget man vover. Man får meget sjældent noget særligt ud af at teoretisere om hverken kreativitet eller meditation. Når man ser hen over de mange forsøg på at forklare skabelsesprocesser, forsøg som for de flestes vedkommende stammer fra de sidste 200 år, føles det som om de, forståeligt nok, drømmer om at kunne udpege og gribe om kreativitetens hemmelighed. At de vil prøve at mindske den udfordring, den rystelse det er at skulle træde sin egen sti.

Men kreativiteten kan ikke gribes. I al skabelse ligger ganske vist et moment af viljestyret intention. Men denne viljesakt skal forenes med et kontrolslip, en lytten eller åbnen sig ind mod det ukendte hvorfra kreativiteten strømmer.
Dette kontrolslip unddrager sig både forståelse og kontrol. Kreativitet og inspiration strømmer ud af en åbenhed som er et mysterium. Et spirituelt mysterium.

Alle visdomstraditionerne har kreative discipliner som en del af deres bevægelse mod det guddommelige: Ikon- og tankhamaleri, lamadanse og sufidans, haikudigte, shakuhachispillere, H-mollmesser og songs of realization.

Kreativitet er forbundet med halsen, med halschakraet og med stemmens udtryk i tale og sang. Derfor er åndedrættet og kreativiteten så nær ved hinanden. I denne meditation tager Peter os gennem tre trin ind mod en dybere kontakt til vores skabelsesevne:

Første trin er en indånding til hjertet efterfulgt af en udånding til verden i en atmosfære af at give noget fra sig, at skænke noget til verden.

Andet trin er en taksigelse, hvor vi, med udgangspunkt i en erindring om et møde, ved at tegne eller skrive stiller ind på de grunde til taknemmelighed som dette møde kan have givet anledning til.

Tredje trin er en invitation til, byggende på de to første trin, at lade sin kreativitet flyde ind i en skitse til et kommende projekt.

Trinene er i guidningen beskrevet kortfattet, håbet er at du selv kan bringe dem videre og folde dem ud på din måde. Den opfindsomhed som denne meditation leder ind mod, er den der ender i en eller anden form for produkt.

Men kreativitet behøver ikke at afsætte noget specielt. Dagligdagen er fyldt med kreativitet. Enhver situation som ikke på forhånd er lagt fast, langt de fleste også dagligdags møder mellem mennesker, de små udfordringer lige fra Hvad skal jeg tage på i dag? til Hvad skal vi have til aften? udfordrer vores kreativitet.
Og vi løser dem jo! Igen og igen, hen gennem enhver dag, mobiliserer vi vores opfindsomhed, vores talent for at tænke ud over det på forhånd givne, vores mod til at gøre hvad vi ikke før har gjort. Og vores mod til at lege.

At skabe er forbundet med leg. Komikeren John Cleese siger: ‘Hvis du vil have kreative børn – eller kreative ansatte – så giv dem masser af plads til at lege.’

Den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin sagde: ‘Hvis man er kreativ som voksen, er det fordi ens indre barn har overlevet.’

Foto: Ian Dooley/Unsplash

 

Peter Høeg

er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet.

Han er medstifter af foreningen Børns Livskundskab, og medforfatter til bogen‚ ‘Empati – det der holder verden sammen‘.

Han bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede, indgår i Vækstcenterets faste undervisningsgruppe og er i træning hos Jes Bertelsen.

6 Comments

  1. Nathalie den 2. maj 2026 kl. 00:22

    Tak for hurtigt svar, og ja, nu logger den der! Dejligt, glæder mig til den!
    ❤️ Nathalie

  2. Nathalie den 17. april 2026 kl. 09:05

    Hej – er lydfilen blevet væk? Jeg ser kun tekst og billede & biografi af Peter Høeg

    Mvh
    Nathalie

    • Redaktionen den 23. april 2026 kl. 19:39

      Kære Nathalie,

      Mange tak for din besked. Vi kan ikke registrere udfordringer med lydfilen.
      Hvis det fortsat ser ud til at lydfilen ikke er tilgængelig i din ende, må du endelig skrive til os igen.

      Tak for at praktisere med os.

      Hjertelige hilsner
      Jeanette /Kontemplation

      • Nathalie den 1. maj 2026 kl. 13:02

        Ja, den er stadig væk herfra. Kan tilgå lydfiler på alle de andre meditationer… men måske kun et problem her hos mig… 🤔
        Tak for jeres gode arbejde.

        • Redaktionen den 1. maj 2026 kl. 14:04

          Kære Nathalie
          Tak for at du skriver igen. Det lyder ikke som om, det kun er hos dig. Jeg kan heller ikke få den frem i Firefox, men vi kan godt se den i Safari.
          Vi har givet det videre til Søren, så han kan se på det. Jeg skriver herinde igen, så snart det er i orden.
          Og tak for dine venlige ord. Det er vi glade for.🧡

          I fald du skulle have lyst til at lytte til den lige nu, får du lydfilen her som direkte link >>

        • Redaktionen den 1. maj 2026 kl. 14:29

          Kære Nathalie
          Lydfilen var lagt ind forkert, så den kun blev vist i Safari. Nu skulle den gerne være synlig og hørbar for alle.
          Skriv endelig til os, hvis det stadig driller – eller skulle gøre det en anden gang. Vi har efterhånden mange øvelser, så vi er meget taknemmelige, når nogen gør os opmærksomme på ting, der ikke virker.
          Mange varme hilsner og god første maj.♥️🙏☀️

Efterlad en kommentar