108 GRADERS ÅNDEDRÆT

Tegnemeditation med

video · 34 min

 
Femkantens 108 graders åndedræt
I buddhismen og hinduismen spiller tallet 108 en særlig rolle – som det antal illusioner vi skal forholde os til eller komme igennem for at vågne i verden.
 
Om det er rigtigt, skal vi ikke kunne sige.
Men vi synes det er sjovt og tankevækkende at Jeppe i denne kreative åndedrætsguidning kan fortælle at i en regulær femkant er alle vinkler 108 grader. Samtidigt med at den mala han bruger til at tælle sine 108 åndedræt med, netop har 108 perler.
 
Jeppe har i sine Breathe With Me performances som han har udført med mennesker over hele verden, udforsket hvad der sker når man tegner/maler med farven blå og samtidigt holder bevidstheden på åndedrættet.
Vi røber ikke for meget når vi siger at der så godt som altid sker det at der falder en særlig ro over én. Samtidigt med at den særlige dybde og nærværskvalitet som for mange af os er forbundet med farven blå, forplanter sig til kroppen, hjertet og bevidstheden.
 
I denne meditation er det den regulære femkants egen struktur Jeppe indbyder til at vi tegner/maler.
Samtidigt med at han minder os om at de fem kanter symboliserer:
 
  • Hjertet
  • Bevidstheden
  • Kroppen
  • Åndedrættet 
  • og kreativiteten.
Denne meditation er en invitation til at følge med Jeppe i en proces hvor femkanten ikke bare er et billede af praksis – men hvor dens fysiske form selv forvandles til kreativ praksishandling.
 
 
Grafik og layout: Mikkel Strandbygaard
 

Jeppe Hein

er en del af Kontemplations team, hvor han underviser og superviserer på forløbet Indre praksis og arbejdsliv. At sidde regelmæssigt i retreat er en integreret del af hans liv, og han bringer sin meditative praksis med ind i både hverdagen og sit kunstneriske virke.

I Kontemplation bidrager Jeppe med vedvarende input til kreative processer, et generøst hjertenærvær og som en kontinuerlig inspirationskilde i teamet.

Han er uddannet tømrer og senere billedkunstner fra Kunstakademiet i København og Städelschule i Frankfurt. Han finder inspiration i Klitmøller og resten af verden, arbejder i sit studio i Berlin, og udstiller internationalt med interaktive skulpturer, udsmykninger og stedsspecifikke installationer.

I sin kunst forener han kontemplativ praksis med en legende og sanselig tilgang til mødet mellem mennesker. Han står blandt andet bag projektet Breathe With Me, som blev lanceret i FN’s hovedkvarter i New York i 2020.

Han bor i Klitmøller med sin kone Silke og deres fire børn og hunden Lani.
Han har været engageret i Kontemplation siden 2021.

 

1 Comment

  1. Kirsten Møldrup den 26. januar 2026 kl. 11:46

    Kære Jeppe
    Tak for din guidede januar praksis.
    Jeg valgte at lade åndedrættene føre den blå farve rundt som videregivelse til tegninger af mennesker i mit lokalsamfund.
    Den er lavet på bagsiden af den mandala, jeg tegnede på modul 3 på IPA.2 Har lyst til at fortælle dig, at din inspiration arbejder videre her på sydkysten af Sjælland.

Efterlad en kommentar