Profetisk samtale med bæredygtige perspektiver

af Redaktionen | | 30. juni 2019

I denne udgave af serien ‘Profetiske samtaler på Sostrup Slot’, har journalist og radiovært, Anders Laugesen, inviteret psykolog Gull-Maja la Cour og professor Steen Hildebrandt til en samtale om indre og ydre bæredygtighed, om verdenssituationens alvor og om de kommende generationers udfordringer og muligheder.

Gull-Maja la Cour er nyuddannet psykolog og er i dette selskab repræsentant for den næste generation. Hun har i sit speciale, Fra intention til intervention, undersøgt den afstand der tilsyneladende er mellem menneskers forståelse for hvad der er nødvendige skridt mod en bæredygtig verden, og deres faktiske handlinger.

Steen Hildebrandt er ph.d og professor emeritus i organisations- og ledelsesteori ved Århus universitet. Han har skrevet en række bøger med ledelse, bæredygtighed og samfundsanalyse som omdrejningspunkt. De seneste år har han i sit arbejde især fokuseret på FN’s 17 verdensmål og deres mulige globale betydning for det kommende tiår.

“Det er med blandede følelser at vi kigger på de tidligere generationer”, siger Gull-Maja la Cour. “Vi er født i et samfund med enorm velstand, og vi har, i Danmark i hvert fald, fået opfyldt vores basale behov, vi er mættet materielt, men samtidig er vi blevet stillet overfor nogle helt vanvittige udfordringer. Som, hvis vores generation ikke løser dem, vil videreføres til de næste generationer.”

Steen Hildebrandt fortæller om hvordan vi som kultur på én gang har levet i forvisningen om at have skabt et holdbart velfærdssamfund for vores ungdom og samtidig alligevel har bragt os selv i en situation hvor vi nu må indse at den samme ungdom har ret når den peger på vores ansvar for den krise verden befinder sig i. “Vi har,” siger Steen Hildebrandt, “manglet hensyntagen til kommende generationer.”

Herfra udfolder der sig et eftertænksomt og hjerteligt møde, både mellem de to inviterede og mellem dem og et engageret og deltagende publikum på Sostrup Slot. Et møde som giver et klart og usentimentalt blik på verdenssituationen, og som på en nøgtern måde udpeger fremtidens muligheder og arbejdsopgaver.

 

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.