Nytårsretreat ved Vesterhavet

Retreat ved Vesterhavet

Nytårsretreat ved Vesterhavet

27. december 2023 – 2. januar 2024

med Peter Høeg og Hanneli Ågotsdatter

Årsskiftet rummer særlige muligheder:
Dagene går fra mørket mod lyset. Og for mange er nytåret et tidspunkt hvor man gør status over året der gik.

Vi vil inddrage disse to muligheder i retreatet: Ved at markere selve nytårsaften mere rituelt og fordybet end det ofte sker - men uden at miste det glædesfyldte og festlige aspekt.
Og ved at arbejde med forskellige måder hvorpå man kan skaffe sig overblik over sin tilværelse og dens ressourcer.

Der vil være en fast daglig rytme:
Et langt formiddagsstræk med yoga, meditation, kropsskanning og en skrivemeditation.
Et eftermiddagsstræk med dans og undersøgelser af hvordan vi kan bruge kreativiteten i bearbejdelsen af året der er gået. Og til at se frem mod det kommende.

Vi vil sammen udforske hvordan kreativiteten har mulighed for at anvise veje til at kultivere hjertets åbenhed - overfor os selv og i forhold til vores omverden og medmennesker.

Der vil i løbet af retreatet være flere sammenhængende dage med stilhed.

Vi vil bede ansøgere vi ikke tidligere har mødt, om at de medsender et par linjer om deres erfaringer med meditation, yoga og lignende.

UNDERVISERE:

HOVEDUNDERVISER PÅ NYTÅRSRETREATET:

Peter Høeg

Peter Høeg

er hovedunderviser på årets nytårsretreat.

Han er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet. 

Han underviser på Kontemplations kurser og retreats.

Han er medstifter af foreningen Børns Livskundskab, og medforfatter til bogen‚ 'Empati – det der holder verden sammen'. 

Han bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede, indgår i Vækstcenterets faste undervisningsgruppe og er i træning hos Jes Bertelsen.

MEDUNDERVISER:

Hanneli 2021

Hanneli Ågotsdatter

er medunderviser på årets nytårsretreat da hun tre af dagene går fra for at undervise vores online nytårsmarkering, Årsskiftet - en kontemplativ tilgang.

Hun er cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.
Hanneli er Kontemplations daglige leder.
Derudover er hun tilknyttet Center for Systems Awareness i Boston hvor hun står for den kontemplative del af centerets uddannelsesprogram.
Sammen med Martijn van Beek er hun ansvarlig for Mind&Life Europes internationale retreats for unge forskere.
Hun er en del af Foreningen Børns Livskundskab.
Hanneli er fast underviser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

PRAKTISK INFO

Tidspunkt:
27. december 2023 - 2. januar 2024

Retreatet åbner med et aftensmåltid kl. 18 onsdag den 27. december.
Undervisning begynder kl. 19:30.
Retreatet afsluttes tirsdag den 2. januar kl. 15.

Hvor:
Øster Løkke
Løkkevej 40
Trans
7620 Lemvig

Se billeder og kort over Øster Løkke nederst på siden.

Retreatpris inkl. overnatning, mad og undervisning:
For overnatning i:
· Dobbeltværelse kr. 8.900,-
· Enkeltværelse med bad på gangen kr. 10.500,-
· Enkeltværelse med eget badeværelse kr. 11.500,-

 

Studiepris for unge under 30:
For overnatning i:
· Dobbeltværelse kr. 7.565,-
· Enkeltværelse med bad på gangen kr. 8.925,-

 

Vi beder om at man medbringer sengetøj, håndklæde, et varmt tæppe til meditationerne samt komfortabelt tøj der egner sig til yoga og meditation. Der kan også lejes sengetøj på Øster Løkke til 75 kr. pr. sæt og håndklæder til 25 kr. pr. sæt.

 

Fuld forplejning: 
Økologisk og vegetarisk mad.

Vi har på dette retreat ikke en køkkenchef med. Vi vil derfor lave maden sammen - på basis af forberedelser teamet har gjort på forhånd. Alle deltagere har derfor et par køkkentjanser i løbet af retreatet.

Retreatteam:

Kirsten_bio_bw
Kirsten Rotbøll Lassen

Cand.pæd i didaktik Materiel kultur, Århus universitet, med speciale i kropsbaseret nærvær, kropslig og mental selvregulering, designtænkning og kreative processer. Hun har gennem en årrække ledet Designskolen på Designmuseum Danmark og arbejdet med kreativitet og skaberglæde for sårbare børn og unge.

Kirsten er en del af det faste team bag Kontemplation og koordinator for vores retreatteams. Hun modtager praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg, og har dans og vandring som en integreret del af sin bevægelsespraksis.

Hanne Linde
Hanne Linde

er uddannet Bachelor i Medicin, fysioterapeut og mindfulness underviser og er ansat i Gentofte Kommune som konsulent i mindfulness og relationskompetencer. Her har hun udviklet forløbet: ”Bliv ven med din hjerne.” Et forløb der er målrettet elever, fagpersonale og forældre. Hanne er også billedkunstner. Hun er tilknyttet Statens Kunstfonds huskunstnerordning og har en lang erfaring med at undervise både børn og voksne i billedkunst, nærvær og kreativitet. Hanne er en del af teamet bag Kontemplation og modtager praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter.

 

Bio, morten winkler, profilbillede
Morten Winkler
er cand.mag. og har tidligere været gymnasielærer og forlagsredaktør. Arbejder nu med geografiske data og kortlægning og er en del af Kontemplations team.
Han har i mange år arbejdet med meditation og fordybelse i forskellige miljøer. På det seneste har yogapraksis og surdejsbagning fået en større plads i hans liv.

TILMELDING

Du kan tilmelde dig ved at udfylde nedenstående form eller ved at sende en mail til kontakt@kontemplation.dk.

Har vi ikke tidligere mødt dig, beder vi om at du medsender et par linjer om dine erfaringer med meditation, yoga og lignende.

I kommentarfeltet beder vi dig notere hvilken overnatningsform du ønsker.

Din plads er endelig reserveret når vi har modtaget din indbetaling.

Der tages forbehold for enkelte ændringer.

KURSUSSTED

ØSTER LØKKE VED VESTERHAVET
Kursusgården Øster Løkke ligger direkte ud til havet, og naturen omkring den smukke gård er storslået. Når vejret tillader det, lægger vi en del af retreatets nærværstræning udendørs.