Det hele begynder med relationen

af Jeanette Lykkegård | | 19. maj 2017

Kirsten og Heidi

Antropologiske refleksioner over 3. og 4. modul på uddannelsesforløbet i relationskompetence.

En dominerende global diskurs omkring uddannelse er bygget op omkring begrebet individualisme. Tests, evalueringer, inspektioner og korrekthedstænkning præger de individorienterede og konkurrenceprægede undervisningsmodeller. Men ifølge den relationelle pædagogik udgør relationen mellem elev og lærer (i højere grad end tests) en af de vigtigste variabler inden for undervisning og læring. Den relationelle pædagogik hviler på teorien om at meningsfuld uddannelse kun er mulig når relationerne i læringsrummet omhyggeligt er forstået og udviklet.

Psykologen Anne Linder skriver i Det ved vi om Pædagogisk relationsarbejde at den emotionelle faktor er betydningsfuld for at kunne forstå og udvikle kvaliteten af relationer. Dette forhold har man tidligere undervurderet i det pædagogiske arbejde. Man har overset ”betydningen af nærvær, omsorg, sensitivitet og empati, samt betydningen af at have styr på sine følelser” skriver hun.

Ovenstående bakkes op af en omfattende reviewundersøgelse Lærerkompetencer og elevers læring i førskole og skole (Svend Erik Nordenbo et al., 2008). Reviewet er baseret på en systematisk kortlægning af empirisk forskning, der er foretaget i perioden fra 1998-2007, om sammenhængen mellem undervisere og pædagogers manifeste (observerbare) relationskompetencer og elevers læring.

Reviewets målsætning var at undersøge hvilke dimensioner af det pædagogiske personales manifeste kompetencer i førskolen og skolen der påviseligt bidrager til læring hos børn og unge. Det konkluderes efter denne omfattende undersøgelse at lærerens sociale kompetence, ledelseskompetence og didaktiske kompetence er betydningsfulde forudsætninger for et vellykket bidrag til elevernes læring.

Et af de forhold som viste sig at være af særlig betydning, er netop lærerens relation til eleverne.

En lærer som er empatisk, støttende, motiverende og tolerant over for elevens egne initiativer øger elevens indlæring, ikke blot i skolefagene, men også i andre områder af livet. Derudover indvirker lærerens relation til eleven på dennes selvtillid, selvstændighed og motivation og mindsker forstyrrende adfærd.

Med ovenstående in mente er det meningsfyldt at tredje og fjerde modul på uddannelsen i empati og nærvær, med psykologen Helle Jensen som underviser, sætter fokus på netop den professionelles relationskompetencer.

helle

Helle Jensen har været ansat som psykolog i skolevæsnet i mange år. Hun blev ansat første gang i 1979 og tog efterfølgende en familieterapeutisk efteruddannelse på Kempler instituttet hvis undervisningsgruppe hun siden i en periode var leder af.

Helle er forkvinde for Børns Livskundskab som blevet stiftet i 2006 af mennesker med forskellig baggrund med et fælles ønske om at gøre noget for børn og unge. Som hun og hendes medforfattere skriver i bogen Empati, det der holder verden sammen er det deres opfattelse at det bedste vi kan gøre for børn lige nu er at hjælpe dem med at holde kontakten til deres egne indre ressourcer, autenticitet og dømmekraft – i en verden i hastig forandring.

På tredje modul vendes fokus mod jeget i relationen, altså i dette tilfælde det fagpersonlige jeg.

DSC_8894

Den fagpersonlige udvikling

Ifølge Helle Jensen var en af folkeskolens oversete dimensioner i 80’erne den fagpersonlige udvikling. At den professionelles sociale praksis er vigtig blev tydeligt for hende allerede dengang, idet hun var ansat som skolepsykolog og havde mulighed for at komme rundt i klasserne og observere. ”Hvis vi skal ændre noget i en relation er det mest sikre at ændre i sin egen del”, fortæller hun.

Helle har ofte observeret situationer hvor et barn er ude af sig selv, og hvor læreren, i forsøget på at hjælpe barnet tilbage til sig selv, i frustration ender med også at ’komme ud af sig selv’. Og så står man med Helles ord ”dér og forsøger at skabe en relation mellem to mennesker som ikke er der.”

Det gør dybt indtryk på mig. Det forekommer pludselig helt åbenlyst for mig hvad det er som sker i mellem mennesker i uhensigtsmæssige konfrontationer; de er simpelthen ikke til stede.

Uanset ens intention om professionalitet kan man ikke stille sig selv udenfor døren og gå ind i undervisningslokalet kun som professionel. Man bliver nødt til at være der med ’hele sig selv’, og det kræver at man lærer at opdage hvornår man begynder at ”blive trukket ud af sig selv”, fortæller Helle og fortsætter: ”Man skal ikke i terapi for at passe sit arbejde, men man skal som underviser være villig til at se på de kvaliteter i ens egen personlige måde at være på som enten hæmmer eller fremmer ens evne til at skabe et godt læringsmiljø.”

DSC_9393

Helle forklarer 80’ernes manglende fokus på det relationelle med at man ikke altid har vidst at børn er sociale væsner fra begyndelsen. Det ved man nu. Vi er fra fødslen afhængige af at nogle tager os til sig, og børn gør hvad de kan for at være på en måde så de kan få hvad de har behov for.

Fra den eksistentielle psykologi ved vi at vi har et behov for at føle os værdifulde i de relationer vi indgår i. Vores personlighed er formet af det som havde værdi i den familie vi er opvokset i, fordi vi som børn forsøger at fremhæve den del af os som værdisættes i familien. Barnet må ofte strække sig ud over sine egne grænser, fortæller Helle, for at kunne mærke sin egen værdi: ”De dele som ikke værdisættes i familien lægges så at sige hen i mørke.” De bliver efterhånden til skyggesider. ”Senere hen kan dette blive en hæmsko i arbejdet med andre.”

Behovet for at føle sig værdifuld mærker vi også som voksne. Når vi føler at vi ikke kan opnå det vi ønsker med den væremåde vi har tilegnet os, kommer frustrationerne. Og hvis vi ikke er meget vågne så reagerer vi ofte uhensigtsmæssigt på disse frustrationer. Det handler om at opdage den slags, fortæller Helle os.

Som eksempel bruger hun ’den pæne pige’. (Dem kender jeg personligt nogle stykker af.) ”Hvis man er opvokset i en familie hvor man helst skal være en sød og glad pige der aldrig bliver arrig eller vred, så gemmer barnet muligvis sine aggressioner væk. Og hvad gør man så når man som voksen møder aggression og man overhovedet ikke har dette følelsesområde integreret i sit eget liv?”

Helle påpeger at det er vigtigt at den professionelle kender til sit eget behov for at føle sig af værdi. Hvis det er uopdaget, kan det stille sig i vejen for muligheden for at få kontakt med andre. For ofte finder mennesker en måde at hævde sig eller nedgøre sig selv på, når de bliver usikre. Hvilket vil føre til en uligeværdig kontakt.

Tanken er at når den professionelle øger sin opmærksomhed på sig selv, har han eller hun mulighed for at påtage sig ansvaret for at relationen til barnet eller dets forældre er ligeværdig.

DSC_9384

En vurderingsfri dialog

Helle fokuserer på hvordan vi med dialogen som redskab kan hjælpe børn, der er ude af sig selv, til at komme i bedre kontakt med sig selv og derved opnå en øget selvfølelse.

Hun introducerer en dialogform for os, som hun og Jesper Juul sammen har udviklet, hvorigennem det er muligt at afdække de punkter i svære situationer hvor vi som professionelle trækkes eller presses ud af os selv, fordi det bliver for ubehageligt at være i os selv. Det er en dialogform som er skabt ved at bruge erfaringen fra kontemplativ viden i kombination med eksistentiel psykologi, fortæller hun.

Dialogformen kan bruges af både læreren eller pædagogen i undersøgelsen af hvad der foregår hos barnet eller den unge for derved at kunne hjælpe denne hjem til sig selv.

Formen kan også bruges mellem kollegaer, for at hjælpe den professionelle til at se sin egen rolle i en bestemt situation. I undervisningssammenhængen på denne uddannelse bliver dialogen brugt til at sætte den professionelle i bedre kontakt med sig selv for derfra at kunne være i bedre kontakt med sine omgivelser.

”Når en elev, eller en forælder ikke vil tage imod det som den fagprofessionelle har lagt energi ind i at udfærdige, så kan det føles som en afvisning af éns personlige værdi og man ryger lige tilbage i barndommen og reagerer som man gjorde dengang; ved at blive presset ud af sig selv.”

Det kniber tit med empatien i pressede situationer, overfor den anden, men også overfor sig selv, forklarer Helle. Empati- og nærværsuddannelsen er netop en træning i de naturlige kompetencer, via hvilke vi kan blive bedre til at holde balancen i de udfordrende situationer.

Dialogformen, som vi afprøver den denne dag, udfolder sig mellem en fokusperson og en dialogpartner. Fokuspersonen fremlægger en situation vedkommende har fundet vanskelig, og dialogpersonen skal så forsøge at forstå hvad fokuspersonen oplever indefra.

Grundholdningen er anerkendende; der er tale om en holdning der indeholder empati og accept. Denne holdning skaber et trygt rum. Som dialogpartner behøver man ikke at sige noget klogt. Man prøver at holde sig fra at give gode råd. Det handler i stedet om at være nærværende, anerkendende og undersøgende; altså at være interesseret i hvordan verden ser ud for den anden. Ofte kommer vi, når en anden fremlægger en problematik for os, til at bruge mere energi på at tænke over hvad vi selv ville have gjort frem for at lytte.

Nanna og Helle

Først inviterer Helle en af deltagerne til at være fokusperson og hun selv påtager sig positionen som dialogpartner. Hun og fokuspersonen sidder i midten af en cirkel og vi andre observerer hvordan en sådan dialog kan udforme sig.

Den modige fokusperson fortæller om en situation med en elev, hvor eleven blev aggressiv. Helle spørger indgående til øjeblikket før eleven handlede aggressivt, og derefter spørger hun ind til det øjeblik hvor aggressionen fik et fysisk udtryk. Igen og igen fører hun samtalen ind mod fokuspersonens egen oplevelse: ”Hvordan var det at være dig i det øjeblik? Hvordan føltes det i kroppen? Hvilke tanker havde du? Hvad gjorde du? Hvad sagde du?”

Hun spørger også ind til situationens ydre omstændigheder; ”Hvem var til stede? Hvad havde I netop været i gang med, og hvad skulle der til at ske? Du siger at du vidste at han ville blive vred før han faktisk udtrykte det, hvordan kunne du se det?”

Ind imellem spørgsmålene og fokuspersonens beskrivelser udtrykker Helle forståelse for situationens vanskelighed, både på et ydre og indre niveau. Efter 20 minutter har både vi og fokuspersonen en meget detaljerig beskrivelse af episoden og en detaljerig beskrivelse af hvad der er foregået inde i fokuspersonen selv.

Dialogformen forekommer mig velkendt. Den minder om den antropologiske samtale hvor antropologen forsøger at forstå hvordan verden ser ud for den anden ved hele tiden at spørge detaljeret ind til den situation, det fænomen, eller den oplevelse man ønsker at vide noget om fra en fordomsfri og neutral position. Fra antropologien er det også et velkendt fænomen at antropologens blotte nærvær og interesse for det menneske der bliver lyttet til sætter gang i selvrefleksioner hos samtalepartneren. Derfor er den viden der bliver produceret i samspil mellem antropologen og den han eller hun forsøger at forstå noget om, intersubjektiv. Der åbnes simpelthen en tredje horisont igennem en sådan undersøgende samtaleform.

Fokuspersonen udtrykker efter samtalen at det har været en god oplevelse at sidde foran Helle. Vedkommende følte en tryghed ved at ”ruten ikke var lagt på forhånd”, ved at Helle ikke satte sig selv højere end fokuspersonen. ”Nogle gange kan det føles som om at den der lytter gerne vil have én et bestemt sted hen”, og dét at denne intention ikke var der, medførte en følelse af frihed hos fokuspersonen. Både hos fokuspersonen selv og flere andre deltagere udtrykkes en forundring over at fokuspersonen rent faktisk kunne huske så meget. Min tolkning er at Helle hjalp denne hukommelse frem ved at spørge meget ind til kropslige fornemmelser. I kroppen lagres oplevelser fordi vi oplever gennem den. Som kropsfænomenologen Maurice Merleau-Ponty udtrykte i The Primacy of Perception er kroppen ”en spontanitet som lærer mig det jeg ikke kunne vide på andre måder end gennem den”. Hver kropslig fornemmelse hænger sammen med en følelsesmæssig respons. Livet går så at sige i kroppen. Vi er til stede i og med vores kroppe gennem hele livet. Sanselige oplevelser og sårede følelser, erfaringer, tidens normer for opdragelse og mellemmenneskelige møder bliver en del af vores kropslige, emotionelle og handlemæssige disposition. Dermed kan vi igennem kontakt med kroppen få indsigt i vores måde at relatere os til andre på.

Det kræver naturligvis at man har kontakt til og kan mærke sin krop, en kontakt som denne uddannelse fra sin begyndelse har trænet os i.

Yoga af Gitte

Efter 20 minutter med Helle og den modige fokusperson i centrum og de efterfølgende udvekslinger deler vi os i par og udfører samme dialogøvelse.

Efterfølgende deler deltagerne som vanligt deres erfaringer. Én oplevede at det var udfordrende at stille spørgsmål uden at tage stilling eller komme med gode råd i en samtale med en voksen. En anden peger på at det kan føles grænseoverskridende at spørge så meget ind til den andens oplevelse og spørger ”hvor går grænsen mellem terapi og faglig dialogsamtale?” Helle forklarer at man ikke kan undgå at være personlig i en sådan dialog, men at man kan undgå at være privat ved at holde sig til selve den faglige situation der er taget op. Relationskompetencesamtalen, som denne dialogform også kaldes, adskiller sig således fra terapi ved ikke at gå biografisk til værks. Den respekterer hvis personligt traumatisk materiale kommer op (hvad det ofte gør), lægger mærke til og noterer sig dette, og vender derefter tilbage til nuet og den foreliggende situation.

Flere deltagere udtrykker en erfaring med værdien i at dvæle ved en mikro-situation i 20 minutter. Det opleves som en stor hjælp til at blive opmærksom på sin egen fagpersonlige praksis; det bliver muligt med tilbageblikket at registrere hvornår man har reageret på automatpilot og hvornår der har været nærvær ind i øjeblikket.

Kontakt til hjertet

Hjemmearbejdet i den måned der går mellem modul tre og modul fire er et kvarters daglig meditation med forsøg på at have en let kontakt til hjertefølelserne som bliver eksemplificeret ved venlighed, tillid, medfølelse, taknemmelighed eller kærlighed. Vi bliver mindet om at hjertefølelserne også kan være smertefulde, eksempelvis i forbindelse med sorg. Derudover bliver vi bedt om at forbinde os med hjertefølelserne under almindelige daglige gøremål såsom når man ser fjernsyn, går på skolegangen eller handler ind; og det at forbinde sig til hjertefølelserne kan være så simpelt som at huske på selve ens evne til at holde af. En sidste hjemmeopgave er at holde øje med udfordrende situationer i arbejdsøjemed og forsøge at være særlig opmærksomme på egen-praktikken i disse situationer.

Modul fire starter med at deltagerne deler deres erfaringer med hjemmearbejdet.

Heidi, HV og Lene

Èn fortæller at egenansvaret i relationer er blevet tydeligere. En anden fortæller at det er blevet lettere at synliggøre for sig selv om ”jeg er der, eller om jeg ikke er der”, altså om vedkommende er nærværende.

Én deltager fortæller at den udfordring hun talte med sin dialogpartner om en måned tidligere, simpelthen er forsvundet: ”Min indstilling til vedkommende har ændret sig. Selvom vi ikke kom frem til en løsning sidste gang så har relationen bare ændret sig og er faldet på plads.” Vedkommende fortæller også at ”når jeg hører der er larm udenfor klassen, så i stedet for at tænke ’åh nej’, så finder jeg hjertefølelserne og så kan jeg træde ind i klassen med et andet overskud.”

Det er tydeligt at træningen af kontakt til hjertefølelserne har haft betydning for deltagerne. De bruger udtryk som at ”jeg kan føle at jeg kan åbne hjertet op og jeg kan mærke at det hamrer”. Der er følelser som taknemmelighed, men også smerte. Flere beskriver at de har grædt en del, selvom de aldrig plejer at græde. I hjertet er der også svære følelser. Der er ikke kun lys og åbenhed. Og det er den dobbelthed flere deltagere udtrykker at være kommet i kontakt med.

Det bliver altså tydeligt at det at være i kontakt med hjertefølelserne også kræver et vist mod. Til gengæld er udfaldene udtalt positive for relationerne til børnene.

En af deltagerne fortæller eksempelvis: ”Jeg har øvet mig på at tage mig god tid når børnene udviser sårbarhed eller er gale. Jeg øver mig på at bruge tid. I noget af den ekstra tid jeg bruger, prøver jeg at vise min forståelse for det pågældende barn. Jeg prøver at anerkende barnet og blive lidt længere tid i det, ved barnets oplevelse, inden vi kigger på hvilke muligheder vi så har.” Deltageren fortæller videre at resultatet af indsatsen er at ”der opstår en større følelse af samhørighed og det virker lettere at komme til handlingsdelen.”

Personen som var i fokus sammen med Helle en måned tidligere, fortæller at i en situation med en elev der blev meget vred og aggressiv var det muligt at sige til eleven at: ”Jeg kan mærke at jeg bliver utryg lige nu, mit hjerte hamrer og maven trækker sig sammen”. Elevens reaktion var rørende. Vedkommende sagde ”hov” og stoppede straks sin adfærd. Eleven vidste tilsyneladende præcis hvordan det føltes og reagerede positivt på sin lærers åbenhjertighed, som om eleven kom til stede i sig selv ved at den voksne også var til stede. Bagefter havde de to en god dialog.

Kirsten

Det er rørende at lytte til deltagernes beretninger. Eksemplerne viser at når man bliver hjemme i sig selv, og måske endda sætter ord på hvordan man har det, kan det være et udtryk for professionel relationskompetence.

En deltager fortæller at med en øget kontakt til hjertet har empatien ændret sig: ”Indstillingen til børnene har ændret sig. Når der er konflikter ser jeg det på en anden måde. Jeg tænker ikke at børnene er ”irriterende”, men derimod ser jeg at barnet vil noget. Der er en anden forståelse.”

Relationskompetence

På fjerde modul udvides dialogøvelsen til også at se på den anden i relationen, og dialogparterne udvides til også at rumme et reflekterende team som virker som en støtte til dialogpartneren. Dialogen formes i fire dele, hvorimod vi på tredje modul koncentrerede os om de to første:

  • Beskriv situationen
  • Hvad gør det ved dig?
  • Hvordan kan du forstå barnet/børnene/forældrene?
  • Hvad kan du så gøre?

For at indgå i en positiv relation med andre mennesker må man anerkende dem og forsøge at forstå verden fra deres perspektiv. Deltagerne udtrykte allerede inden denne udvidede dialogform en ændret forståelse for børnene blot igennem den øgede selvforståelse og hjertekontakten. Én deltager var eksplicit omkring at ved at bruge mere tid og energi til at anerkende og forstå børnene var løsninger lettere at finde. Tredje del af dialogen, som vi først udforsker direkte på fjerde modul, beskæftiger sig netop med at forstå den anden ved at undersøge den andens oplevelse af virkeligheden.

For Helle er relationskompetence fagpersonens evne til at ‘se’ den enkelte. Relationskompetence for en underviser indebærer således både at kunne se barnet bag barnets adfærd, samtidig med at evne at se sig selv. Derudover kræver det at den voksne professionelle er bevidst om sit ansvar for kvaliteten af relationen.

DSC_9398

Selvværd og selvfølelse

En af hensigterne med undervisningen på modul tre og fire er at den professionelle skal opnå en bedre selvfølelse og derigennem have mulighed for at hjælpe sine elever til det samme.

En af deltagerne spørger efter dialogøvelserne hvordan man mere præcist hjælper børnene til at få en bedre selvfølelse, og det får Helle til at uddybe hvad selvfølelse egentlig er.

Selvfølelse handler med Helles ord om ”at være i lod med sig selv”.

En god selvfølelse er ikke det samme som selvtillid, det er to forskellige kvaliteter. Man er i vores samtid blevet bedre til at give børn selvtillid. ”Der er fokus på ros. Det er også godt, men det kan ikke erstattes af anerkendelse, altså anerkendelse for den man er”, er Helles mangeårige erfaring.

”I skolen sker der tit det at når en elev har svært ved noget, så får de tit at vide at ”husk nu på der er så meget andet du er god til”. Barnet mærker at det er vanskeligt, men den voksne vil ikke være med barnet i vanskeligheden, i stedet flytter man fokus. I stedet kan man sige: ”Ja, det her er godt nok svært. Sikke en indsats du laver.””

Helle forklarer at anerkendelsen gør at det som ellers vil ligge i mørke, får lov til at komme frem i lyset.

Helle deler selvfølelse op i to dimensioner:

  • hvor godt kender jeg mig selv (hvordan er det egentlig at være mig)?
  • hvordan håndterer jeg det jeg ved om mig selv?

I træningen med at få større indsigt i sig selv må man udvikle sit personlige sprog, for som Helle udtrykker det: ”Selvfølelse vokser ud af munden”. Det personlige sprog er det vi bruger når vi skal komme nærmere os selv og hinanden, og når vi skal løse konflikter. Det er det sprog vi træner i dialogerne om mikro-øjeblikkene.

Men selvfølelsen kan også ”komme ind af ørerne”. Det sker når den voksne forsøger at spørge ind til barnets oplevelse ved at sætte ord på forskellige følelser barnet måske kunne føle. Børn og unge har ikke et særligt udviklet personligt sprog, og de nærmer sig ofte deres egne følelser ved at noget udefra kommende vækker genklang, fortæller Helle.

En sund selvfølelse, får vi at vide, medfører et nøgternt, accepterende syn på sig selv. Forskning tyder på at man med det udgangspunkt kan udvise større accept og anerkendelse overfor andre.

HV og Lene

Forståelse, samhørighed og adskillelse

Hvordan og i hvor høj grad kan vi forstå andre menneskers erfaring af verden?

Den dialogform som Helle introducerer os for, er, set fra mit perspektiv, fænomenologisk i sit udgangspunkt. Den fænomenologiske metode har til formål at frembringe en direkte forståelse for menneskers forskellige måder at erfare verden på. Det er en metode der tildeler alle former for menneskelig erfaring lige vægt. For at få en forståelse for den andens erfaring er det nødvendigt at sætte parentes om sine egne idéer. Groft sagt kan man sige at i en dialog vil en fænomenologisk tilgang komme til udtryk i en ikke-dømmende, ikke-vurderende måde at lytte til den andens erfaring på og tage denne erfaring alvorligt. Ifølge fænomenologien findes erfaringen af verden før menneskelige refleksioner sætter ind, og man forsøger altså via denne tilgang at nå frem til den erfaringsverden der går forud for den menneskelige fortolkning. Teorien er at man igennem kroppen kan opnå adgang til denne erfaring af verden. For den franske filosof Maurice Merleau-Ponty er bevidstheden også kropslig. Bevidstheden sidder ifølge denne teori i hele kroppen som en del af menneskets aktive forhold til sin verden.

Antropologen Rane Willerslev beskriver i sin bog Soul Hunters at den oprindelige befolkningsgruppe yukagirernes succes i jagten afhænger af deres evne til at få elgen til at anerkende jægeren som elg og derfor tillade ham at komme tæt på. Den undervisning vi har modtaget af Helle Jensen vækker hos mig en genklang af Willerslevs beskrivelser af jagten. I jægerens forsøg på at blive anerkendt af elgen, som en elg, risikerer jægeren at miste sig selv. Risikoelementet i ønsket om anerkendelse opstår ifølge Willerslevs analyse ved at man i sit ønske om anerkendelse på en måde strækker sig ud over sig selv og for en periode opholder sig mellem sin egen og den andens krop, og her kan man miste sig selv. Selvopmærksomhed og refleksivitet er derfor en nødvendighed for jægeren. I mødet mellem elgen og jægeren får jægeren imidlertid en oplevelse af at se sig selv som et subjekt der ser på elgen som et objekt, samtidig med at han ser sig selv med elgens perspektiv, hvorved elgen bliver subjekt og jægeren objekt. Jægeren oplever på denne måde at se og blive set, at objektivere og blive objektiveret på samme tid.

Dette er hvad antropologen Michael Jackson beskriver som intersubjektivitet. Forståelsen for den anden er at finde i dialektikken i det levede interpersonelle rum, og erfaring findes på den måde i relationerne mellem mennesker.

For at opnå en erkendelse af det intersubjektive rum kræves en forståelse af den andens verden: For yukagirerne er det elgens verden, for den professionelle der arbejder med børn og deres forældre, er det andre menneskers verden. Dette kræver indlevelse, indlevelse med den man nu er, og de erfaringer man rummer. Menneskelig erfaring kan kun forstås gennem et mellemmenneskeligt engagement.

Som Rane Willerslev skriver (og det er de fleste antropologer tilsyneladende enige om), kan vi aldrig vide med sikkerhed hvordan verden ser ud fra et andet perspektiv end vores eget, men ved imaginært at følge en andens detaljerige beskrivelser, eller kropsligt at følge en andens bevægelser, kan man påtage sig kvaliteten af den andens perspektiv, for selvom denne delte erfaring stadig kun er forestillet bliver den virkelig gennem forbindelsen til den levede krop.

Den aggressive elev, som kommer i kontakt med sig selv gennem sin åbenhjertige lærers evne til at stå ved sit bankende hjerte og sammentrukne mave, er et godt eksempel. Genkendelsen kommer igennem den professionelles personlige sprog og italesættelse af kropslige fornemmelser. Eleven ved udmærket hvordan det føles når hjertet slår hurtigt og maven trækker sig sammen. Det ved vi nok alle sammen. Det er ikke de samme faktorer der får alles hjerter til at banke hurtigere, men oplevelsen er fælles.

Hjertet åbner. Hjertet lukker. Hjertet banker hurtigere eller det slår et slag over. Når vi er opmærksomme på vores egne kropslige reaktioner forstår vi bedre vores handlemønstre. Og når vi giver udtryk for vores kropslige fornemmelser vækker det genklang hos andre, ligesom det vækker genklang i os når vi, mens vi bliver i os selv, giver plads til at den anden kan udtrykke sig.

Det tyder således på at det er forankringen i kroppen som bliver omdrejningspunktet for dén fælles forståelse som er grundlaget for de gode relationer.

 


Litteratur:

Aspelin, j, 2011. Co-Existence and Co-Operation: The Two-Dimensional Conception of Education. I Education: 2011; 1(1): 6-11

Jensen, Helle, Jesper Juul, Peter Høeg, Michael Stubberup, Jes Bertelsen og Steen Hildebrandt, 2012. Empati, det der holder verden sammen. Rosinante

Linder, Anne, 2010. Det ved vi om Pædagogisk relationsarbejde. Red: Ole Hansen og Thomas Nordahl. Dafolo A/S: E-Bog

Merleau-Ponty, Maurice, 1964. The Primacy of Perception: And other Essays on Phenomenological Psychology, the Philosophy of Art, History, and Politics. Northwestern University Press

Merleau-Ponty, Maurice, 2002. Phenomenology of Perception. Psychology Press.

Nordenbo, Svend Erik, Michael Søgaard Larsen, Neriman Tiftikçi, Rikke Eline Wendt, 2008.

Lærerkompetencer og elevers læring i førskole og skole Et systematisk review udført for

Kunnskapsdepartementet, Oslo Teknisk rapport

Willerslev, Rane, 2007. Soul Hunters – Hunting, Animism, and Personhood Among the Siberian Yukaghirs. University of California Press

 


Jeanette LykkegårdJeanette Lykkegård
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.
Foto: Jeanette Lykkegård

 

 

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.