Det er mandag morgen. Jeg er ankommet på Solbakkevej 15 i Nørre Snede for at deltage og være hjælper på uddannelsen ”Relationskompetence, et uddannelsesforløb om empati og nærvær i forholdet mellem børn og voksne”.

Jeg var kursist på forrige års forløb af samme uddannelse. I skrivende stund prøver jeg at blive opmærksom på hvad det var som vækkede min interesse for uddannelsen. Jeg tror jeg ved det, det var som om, at uddannelsen trak i mig. Den tydelige vigtighed af egen praksis og ”mærken indad” for at mærke mere nærværende ud mod andre som uddannelsen hele tiden er centreret om, det trak! Hvilket skulle vise sig at være starten på en lang hjerterejse, som aldrig stopper.

De kompetente undervisere på uddannelsen gør et meget værdifuldt arbejde! Der undervises bl.a. i det, som jeg nogle gange i mit stille sind spekulerer på, om alle andre har glemt, nemlig empati og bevidstheden om hvordan vi kommunikerer og reagerer bevist eller ubevidst inden i os selv og overfor de mennesker som er omkring os.

På uddannelsens første modul byder dagen som noget af det første på dans.
39 fremmede skal danse med hinanden. Jeg tror ikke det er så svært at forestille sig hvilken kollektiv modstand i rummet blandt kursisterne denne situation afstedkommer, ikke noget som bliver verbaliseret blandt de dansende kursister, det lægger sig ligesom bare i luften. Jeg elsker personligt selv at danse, men jeg opdager, at min hjerne er i gang med at finde svar på, hvad denne danseøvelse egentlig har til formål med en lille antydning af kritik.

PLING! Peter standser danseinstruktionen, og leder os hen mod at vende blikket indad i nogle få sekunder, for at opdage, hvad der skete inden i under øvelsen.
Selvom jeg, som tidligere nævnt holder meget af at danse opdager jeg nu at HELE mit indre dommersystem var i færd med at bedømme hver en armbevægelse og grimasse jeg foretog mig og udtrykte.
Tanker som ”hvordan opfatter min partner det, når jeg strækker min arm mod ham med den her fart?”, ”smiler jeg rigtigt nu, eller lader jeg som om?” gik igennem mig.
Jeg bliver klar over, at jeg ikke var tilstede, men var delvist forsvundet væk i forsøg på at opføre mig og lege perfekt.
Fra det sted langt væk fra mig bliver det besværet og anstrengende at møde de mennesker som er omkring mig. Det var som om jeg var ved at miste kontakten til det vigtigste, hjertet, i mit forsøg på at være perfekt.

Denne erfaring, fra den korte danseøvelse, gør mig opmærksom på hvor uvurderlig vigtigt det er at opdage hvornår vi er til stede med vores nærvær, og hvornår vi bare lader som om.
Særlig vigtigt er det i kontakten mellem børn og voksne. En relation i hjertet kan ikke foregå kun i hovedet, og hvis nogen er i stand til at mærke instinktivt, når vi bare lader som om, så er det børnene! De kan næsten ”lugte” manglende, hvis jeg må være så fri at sige det på den måde.

I min optik bliver børn i dag født ind i en verden hvor grænserne er langt mere flydende og fri end de var tidligere. Især frie til at vælge hvordan vi opfører os overfor hinanden uanset hvilken relation, der er i spil. Det faktum stiller højere krav til, at vi som enkelte individer, børn som voksne, mestrer selvstyrring, respekt, tydelig grænsesætning og en vis mængde empatisk ”muskelmasse”.
Og! Et er sikkert!:
I virkeligheden starter det ikke med børnene, det starter med os.

 

Foto: Pia Enghild

---

Nanna Gregers Petersen
underviser i folkeskolen. Hun er glad for at rejse og har boet på blandt andet Færøerne og i Nepal hvor hun arbejdede på et børnehjem.
Hun gennemførte i 2016-17 Ikast-Brande Kommunes og Børns Livskundskabs uddannelse i relationskompetence, og hun er en del af hjælperteamet bag denne uddannelses nuværende forløb.
Vigtigt i hendes liv er blandt andet kontakten til naturen, meditation og forskellige slags fysisk træning.